Porresuppe med grillet brød med gedeost
Ingredienser:
(4 personer)
1 bagekartoffel
2 porrer
10 g smør
8 dl hønsebouillon
2 kviste timian, hele
1 laurbærblad
1½ dl piskefløde
salt, peber
100 g bacon, i skiver
evt. lidt citronskal, reven (fra økologisk citron)
4 skiver brød
2 spsk olivenolie
1 dl smørbar gedeost
1 potte brøndkarse
Fremgangsmåde:
Skræl kartoflen, og skær den i mindre tern. Rens porren, og snit den i skiver. Anvend det hvide af porren til kogning af suppen, og gem det grønne til fyld. Rist kartofler og porre i en gryde med lidt smør ved svag varme, til kartoflerne er let møre, ca. 5 min. Hæld hønsebouillon, timian og laurbærblad herved, og lad suppen koge ved svag varme ca. 25 min. Blend suppen med piskefløde, og krydr med salt og peber. Steg bacon sprødt på en pande. Damp det grønne fra porren i lidt vand, og krydr med salt, peber og evt. lidt
revet citronskal.
Brød: Dryp brødskiverne med lidt olivenolie, og grill dem på en grillpande. Smør dem med gedeosten, og pynt med lidt plukket brøndkarse. Anret den varme suppe med sprød bacon og dampet porre på toppen, og læg sprødt brød med gedeost til.
Print opskriften